Ymer var uenig. ”Det er reelt” sagde hun, og smed bukserne. Min gud er levende, sagde hun. I samme sekund forvandledes hun til en Gucci-taske. Osten følte sig vittig. Så han puttede en Chiuaua i hende.
Hun blev købt af en kvinde. En dum kvinde. Ikke fordi hun var ond, hun havde bare glemt alt. Alt det vigtige, de unødvendige ting var blevet hængende. Ymer begyndte at forstå Osten. Gud var måske død, til fordel for en anden.
Hun var blevet klar over, at hun havde snydt sig selv. Hun var blevet gudesmuk. Men på en reel måde. Hun fortrød.
Gud og hende, de havde noget til fælles. De var blevet glemt. Hun havde bare solgt ud. Hendes søn! Hun ville rede sin søn fra den skæbne, hun havde solgt ham til. Så hun tog til Vatikanet, som den taske hun var. Sønnen var blevet ældre og havde vist sit værd overfor Paven. Paven var tilfreds. Og grundet hans store indsats, var han blevet døbt. Bo.
Ymer ofrede sig. Hun solgte sig selv til Paven, for at få sin søn fri. Bo var fri. Søn af en taske og søn af en gud! Han var en Halvgudetaske, men i menneskeskikkelse. Det tog han sig ikke af.
Han skyldte sin far en tjeneste. Ikke at hans far var jord, men af jord var han jo kommet, det havde Paven lært ham. Det gav han ikke meget for. Han måtte få dem på bedre tanker, dem der havde glemt hans forældre…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar