Bo var en dreng, hans mor var en skilt mand. Det var egentligt reelt nok, det var mere det med at Kurt var vedkommendes barn. Dagen var grå og hans dyne var lyseblå.
Nogle gange havde Bo problemer, STORE problemer. Ikke bare almindelige problemer som ikke at kunne åbne syltetøjen. Nej. Det her var alvorligt. Bo manglede sine forældre. Mor havde en penis og Far var væk.
Hvis jeg var dig, Mor, så ville jeg ikke stå op og tisse det gør mødre ikke længere.
Bo havde taget en Phd. i opdragelse og bananers symbolske betydning for immunforsvaret. Ikke noget at prale af, sagde drengen Bo, der nu var MEGET ældre.
Bos mor Miko opholdt sig ofte på ”Druk”. Det fortalte Fætter Jens. En dag tog Bo med Mor på druk.
”Bo, Bo, Boooo…..”. Bo kunne ikke gå.
Bo blev syg. Traumer kaldte de det. Bo regnede ud at det måtte betyde: at drømme. Et let modificeret tysk verbum. Bo kaldte det mareridt med stort ridt.
Bo fik en ven. Han hed John, og han boede i Greve. Sammen viste de folk, hvordan de skulle opføre sig. JA, de bankede det faktisk ind i dem. Bo, som nu hed Josef Meen, var lykkelig. Han var rasende igen, men lykkelig. Både vreden og andres tænder røg i afløbet.
Engang kom de i Vestre Fængsel. Josef kunne ikke gå. Denne gang var det varigt.
En dag kom Josef ud. Han kunne gå igen. Hans læge sagde han var syg. Ikke Traumer. Værre. Hæslige Indsigts Veer, kaldte han det.
Han vidste, hvis skyld det var. Og snart var de samlet til Mors begravelse.
Josef følte at han nu altid ville være i stand til at gå. Så han gik i hundene.
Han døede også med en snor om halsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar