ALT JEG SKRIVER ER LORT. LORT. MINE BEVIDSTHES EKSKREMENTER. ALT DET SOM JEG SKAL AF MED. BARE IKKE NU. NU ØNSKER JEG AGTELSE. ORD. FRUGTER. AT NEDFÆLDE NOGET MENINGSFYLDT. LADE VERDEN ÅBENBARE SIG IGENNEM MIG. ALLIGEVEL ER ALT BARE LORT. 

Græsrodsbevægele

Huawei var en ko fra Vietnam. Han spiste kun wok og soyamælk. Alt det stål var hårdt for hans tænder. Han var simpelthen ikke i stand til at danse. De bonede dansegulve sendte et jag af smerte gennem hans tandemalje og han gyste hver gang der var sej bøf i wokken.

Efter et par års tid fandt han ud af at de fleste køer havde det på denne måde. Han gik på nettet og fandt et forum for andre køer med samme problem. Han var heldig og kom ind på Netdoktor.dk. Her hjalp en dansk dyrepsykolog ham. Han mente at køerne måtte udvide deres kulinariske horisont.

Huawei opsøgte en diætist, og han fandt snart ud af at kalkmangel var hans problem. Det var simpelthen en ond cirkel, jo mere wok han spiste jo dårligere tænder fik, og jo mere wok han fik jo dårligere tænder.

Så han begyndte at spise flere kulhydrater og nupo pulver. Men grundet det dyre nupo pulver gik han fallit og endte med at leve af græs. Dette viste sig dog at være til gavn for hans eget velbefindende. Huawei startede en kost revolution, køerne i Vietnam opildnedes til kamp mod wok-regimet.

Efter flere dages intense kampe med napalm og ingefær blev regimet bragt til fald. Men som det så ofte sker tog oprørslederen over…

Huawei gjorde al anden spise en græs forbudt, og dette medførte, at køernes evolution stoppede brat og dermed aldrig kom i besiddelse af det fulde verdensherredømme. 

Mandags digt.

Det kunstige rige, der modsat troen

                                    Som hviler på bunden

Svæver let over alt i dagen, er

Kommet for at blive i denne verden af falske minder

Og rigtige handlinger med forkerte tanker.

Det bekymrer ikke just offeret, der sagtens

Omen ikke uberørt

Formår at holde rigets tyranni vedblivende,

Psykisk terror, despotisme og dog en lettelse

Alle ved det, ingen kender eller vil det

                                    For som det udtrykkes

Kan man hvad man vil, men viljen er stjålet og byttet rundt

Tabt, ja.

Epstein Barr

Epstein Barr var en knægt, der led af Insomnia- Syndrom. Han havde det hårdt. Han vidste ikke hvad han skulle gøre når alle sov. Så han begyndte at kysse på alt og alle. Folk skrev myter og sagn om ham. 

En kendt misforståelse var, at han var en ond fe. Dette var grundet en uheldig episode med en prinsesse og nogle guldtallerkner. Han tog nu ikke på vej. Men det gjorde alle andre.

Han var smitsom. Ikke humøret! Nej alle fik kyssesyge. Der var ikke noget, at gøre ved det. En dusør var sat på ham og hetzen mod ham var stor. Ingen ville lade ham være i fred og alle jagtede ham konstant. Epstein Barr følte sig misforstået. Kærlighed var alt han ville. Det var ligegyldigt for til sidst blev han korsfæstet.

Stakkels knægt...

Sniffe

Sniffe er en kvinde, med et talent. Og så er hun sød, rar og elsker lugten af karry.

Respekt, det må være hårdt!!

Slasket tegnedreng!

En gal flok halv egyptiske tissemyrer, var taget på røvertogt i udlandet. Da de nåede grænsen, bad myndighederne om gyldig legimitation, de aflagde en urin prøve.

De var nu i Tyskland, hvor de besøgte Hansi Hintersehr og hans demon horde. De ville oplæres i mørkets jodle kræfter. Hansi var frisk og gik i bad med en gnom, 24 røvere og et bundt persille. Tissemyrerne var målløse. Det de vidnede var langt ud over deres normale fatteevne, men grundet Darwins relativitetsteori, fik de alle udleveret en kop chai-te brygget på bygmalt og nødder fra baobabtræet.

Tyskerne var seksuelt opstemte på baggrund af tissemyrernes uventede besøg. De brunstige tyske mænd væltede en vindmølle. Til alt uheld, var denne hovedforsyningen til alt strøm i Tyskland, så alle eldrevne apparater, som apparaturer, gik ud af drift.

Tyskland var under besættelse. BMW var overtaget af en flok halvgamle omskårne førtidspensionister fra Brønshøj. Verden var i forfald.

Heldigvis stødte Jorden imod solen og alle døde!!!


Det eneste der til sidst var tilbage, var Søren Pinds slaskede tegnedreng!

Latin for nybegyndere

Murof tleutkelletni te :retym eksnyf.

Onkel Simpson

Onkel Simpson var en farlig fyr.

Dette var statistisk bevist, alligevel elskede alle ham. Han var modbydelig, men han elskede alle og det var det, de elskede ham for. Karma balancen var i orden trods grove udtalelser.

Tak herfra!

Præferencer

-"Når enden er god er alting godt."

Jeg er nu mere til bryster.

Ingenting

Ingenting er undervurderet. Uden hul er en Bagel, bare en ordinær bolle. Det samme gælder så meget andet.

Uden hul er kopper nytteløse. Hvis de var massive kunne intet være i.

Ingenting er alting.

Hvis alt var een stor masse, hvad var så marcipan.

Skønhed part. 2

Vær opmærksom på at første del er at finde længere nede på siden.

Ymer var uenig. ”Det er reelt” sagde hun, og smed bukserne. Min gud er levende, sagde hun. I samme sekund forvandledes hun til en Gucci-taske. Osten følte sig vittig. Så han puttede en Chiuaua i hende.

Hun blev købt af en kvinde. En dum kvinde. Ikke fordi hun var ond, hun havde bare glemt alt. Alt det vigtige, de unødvendige ting var blevet hængende. Ymer begyndte at forstå Osten. Gud var måske død, til fordel for en anden.

Hun var blevet klar over, at hun havde snydt sig selv. Hun var blevet gudesmuk. Men på en reel måde. Hun fortrød.

Gud og hende, de havde noget til fælles. De var blevet glemt. Hun havde bare solgt ud. Hendes søn! Hun ville rede sin søn fra den skæbne, hun havde solgt ham til. Så hun tog til Vatikanet, som den taske hun var. Sønnen var blevet ældre og havde vist sit værd overfor Paven. Paven var tilfreds. Og grundet hans store indsats, var han blevet døbt. Bo. 

Ymer ofrede sig. Hun solgte sig selv til Paven, for at få sin søn fri. Bo var fri. Søn af en taske og søn af en gud! Han var en Halvgudetaske, men i menneskeskikkelse. Det tog han sig ikke af.

Han skyldte sin far en tjeneste. Ikke at hans far var jord, men af jord var han jo kommet, det havde Paven lært ham. Det gav han ikke meget for. Han måtte få dem på bedre tanker, dem der havde glemt hans forældre…

Da Gunther ikke kunne se mere

Der var engang en dreng der hed Gunther. Han elskede at spille fodbold, og han troede stærkt på sine medmennesker. Han havde en masse venner, som han synes var rigtig venlige og som han kunne være sig selv omkring. Han elskede også dadler. Han tænkte ikke så meget over tingene, han kunne bare godt lide at løbe rundt på en græsbane med en bold. Han var i det hele taget faktisk bare en glad dreng fra provinsen. En dag ramte han stolpen og fik bolden lige tilbage i hovedet. Av! tænkte Gunther, det gjorde sgu ondt. Han nåede dårlig nok at tænke det inden han besvimede, for knægten skød jo hårdt.

Da han vågnede var han blind. Fy for satan. Han vågnede på et hospital, og han kunne ikke se noget. Lægerne sagde at hans hjerne var blevet skadet, så den kunne ikke opfatte lyssignaler mere. Gunther var trist, han kunne jo for helvede da ikke se. Da Gunther kom ud fra hospitalet gik han en tur. Han kom til at gå ind i en mand fordi han ikke kunne se ham. Manden havde et stort temperament. Han begyndte at råbe af Gunther og slog ham med et hårdt objekt. En stok, tænkte Gunther. Gunther blev ked. Han løb hjem og græd. Den næste dag havde Gunther det lidt bedre. Han tog i skole for første gang efter ulykken. I skolen kunne han ikke se noget på tavlen, så læren måtte forklare ham alt hvad der blev skrevet. De andre børn synes at det var sjovt og så begyndt de at mobbe ham. Gunther blev ked igen og løb ud på toilettet. Der sad han med tårer strømmende ud af hans ellers så følesesløse øjne.

Gunther blev ved med at blive mobbet mere og mere. De andre kunne ikke se at han led, og han havde også selv svært ved at acceptere det. Han fik det rigtig dårligt.

Et år efter havde Gunther mistet sin tro på menneskeligheden. Han lå konstant i sin seng og ville ikke i skole. Gunther havde ikke længere nogle venner. Han var bare en ubrugelig kartoffel, det tænkte han i hvert fald selv. Han havde mistet sit glade syn på livet. Han kunne ikke længere se nogen grund til at være til. Han kunne faktisk slet ikke se noget. Der var ingen der så Gunther mere.

Olav

Olav spiste kartofler, han var selv en kartoffel. De andre kaldte ham kannibal.

Henriks

I de første år var den ikke noget specielt. Henrik lagde heller ikke mærke til hvorvidt at den var stor eller lille og han tænkte ikke over den. Han var egentligt ligeglad. Men da begyndte at blive ældre begyndte han at værdsætte dens tilstedeværelse. Den var blød og behåret, og rar at nusse. Han var glad for den som den var, og det betød ikke noget for ham hvad andre synes om den. For ham var den noget af det bedste han vidste. Den kunne gøre ham glad, når han var nede, som om den kunne fremmane en slags magi, der kunne ændre hans humør på få minutter. Nogle gange om natten kunne den finde på at stå op, imens han sov, - og så vækkede den ham. Men det var fint nok, Henrik blev ikke sur eller frustreret, han elskede den for højt, og de stunder han havde med den alene var nogle af de bedste. Deres nærvær. Når han rørte ved den, følte han næsten eufori. Han var lykkelig sammen med den. Den fuldendte hans liv.

Men så en dag døde den og pludselig føltes det som om alt blev taget fra Henrik. Hans sidste stund med var  begravelsen. Derefter gik han grædende hjem, tog en spiller og kom ovenpå igen.

Skønhed part. 1

Ymer en pige fra Tisvildeleje, var tyk. Hun indtog for mange mælke produkter og derfor lugtede hun af prut og havde en brækket næse. Det var der ingen der tog sig af, for de lagde ikke mærke til hende.

Ymer vidste ikke om hun skulle grine eller græde, for hvis de så hende, ja så , så de hende og hvis de ikke gjorde, så slap hun for skammen. En dag på det lokale mejeri var der indbrud. Mejeriet var kendt for sin gode ost, kaldet ”Nakkeosten”. Lidt bedre en andre gode oste, det mente indbyggerne i hvert fald.

Ymer havde hørt at osten kunne opfylde ønsker. Så en dag gned hun på osten. Ymer begyndte at hallucinere og en stemme sagde til hende. "Du vil blive gudesmuk, hvis du sælger dit først fødte barn til paven".  Det var noget med kirkeskat og brud på cøllibatet. Ymer var ligeglad hun måtte blive gudesmuk.

Hun havde bare et problem hun vidste ikke hvem faderen skulle være, for da ingen havde set hende, var der ingen, der kunne hjælpe hende. Hun kontaktede sin bror, der havde glemt alt om hende. Han hed Jens. Han var officer ved Fremmedlegionen, og blev nu kun kaldt ved det militære navn, han var blevet tildelt; A38.

Broren havde en plan, eftersom hans underordnede ingen rettigheder havde, blev hver en mand påtvunget et befrugtelse ritual, der involverede den mandlige forplantningsevne, 1 ton dødt oksekød og Ymers fertilitet.

Ymers vand gik, ja faktisk skred. Hun skulle føde. Barnet blev straks proppet i en vakum-pakning, pakket ind og sendt til paven med et ukrainsk godstog. Navn fik barnet aldrig eftersom Paven var ligeglad og moren var i Tisvildeleje.

Der skete ikke noget med Ymer, så hun gned på osten igen. Da ånden kom frem krævede hun at blive gudesmuk, men da osten var en postmodernistisk eksistens filosof, kom hun til at ligne et lig. GUD ER DØD!!!!

Kultur Medley

Der var en gang i det Nord Osmanniske Rige,  en flok krigermunke der optrådte på den lokale markedsplads.  De kunne fantastiske kunster, een kunne trække en klapperslange gennem det ene næsebor, en anden hele vejen gennem tarmsystemet. 


Munkene var vilde med karry. Osman I. (Tidskolorit) der var kejser på dette tidspunkt var også vild med karry. På et tidspunkt blev kejseren klar over at karryen nedbrød ham indefra, så han udstedte en dusør på 100 daler til den der kunne opfinde en kur.

En fyr ved navn Ertogrul ibn Suleiman, der tilfældigvis var kejser Osmans far foreslog, at karry skulle forbydes. Kejseren fandt dette fornuftigt og sendte sine soldater ud for at kastrere alle nyfødte karrybørn. Boller i karry flød rundt I gaderne og alle var forarvede over denne skændsel for bollerne.

Munkene der elskede karry var fortvivlede, de vidste ikke hvad de skulle stille op. En dag sad munkene ved floden Tigris (opkaldt efter enormt mange tiggere der tiggede ris ved dennes bred heraf tig-ris). De diskuterede karry forbudet og den økonomiske krise dette havde medført. Bedst som de sad og talte  kom en karrytønde sejlende. De håbede inderligt på, at det var rester fra den store kastrerings proces. I stedet fandt de noget bedre; et lille karrybarn. De døbte ham Mosevand.

De kastrerede børn var efterhånden blevet store og blev erklæret uegnede til menneskefarmene, grundet deres manglende forplantnings evne. Derfor var de sendt ud i valmuemarkerne for at høste det nye yndlingsprodukt. Opium til folket. Egentlig producerede de bare dårlige reality programmer, men dette skjulte staten, da de fandt det nedværdigende.

Mosevand var ked på vegne af sit folkefærd, så han besluttede sig for at samle sig et team af toptrænede advokater. Han lagde sag an mod staten, og til stor glæde for alle, blev reality programmerne erstattet af en ny karryproduktion. Mosevand blev sat til at avle og snart var der nok karry i kioskerne. Duften af karry spredte sig i alle gader og familierne sad igen samlet om bordet til en god gryderet.

En Romantisk Fortælling

Bo var en dreng, hans mor var en skilt mand. Det var egentligt reelt nok, det var mere det med at Kurt var vedkommendes barn. Dagen var grå og hans dyne var lyseblå.

Nogle gange havde Bo problemer, STORE problemer. Ikke bare almindelige problemer som ikke at kunne åbne syltetøjen. Nej. Det her var alvorligt. Bo manglede sine forældre. Mor havde en penis og Far var væk.

Hvis jeg var dig, Mor, så ville jeg ikke stå op og tisse det gør mødre ikke længere.

Bo havde taget en Phd. i opdragelse og bananers symbolske betydning for immunforsvaret. Ikke noget at prale af, sagde drengen Bo, der nu var MEGET ældre.

Bos mor Miko opholdt sig ofte på ”Druk”. Det fortalte Fætter Jens.  En dag tog Bo med Mor på druk.

”Bo, Bo, Boooo…..”. Bo kunne ikke gå.

Bo blev syg. Traumer kaldte de det. Bo regnede ud at det måtte betyde: at drømme. Et let modificeret tysk verbum. Bo kaldte det mareridt med stort ridt.

Bo fik en ven. Han hed John, og han boede i Greve. Sammen viste de folk, hvordan de skulle opføre sig. JA, de bankede det faktisk ind i dem. Bo, som nu hed Josef Meen, var lykkelig. Han var rasende igen, men lykkelig. Både vreden og andres tænder røg i afløbet.

Engang kom de i Vestre Fængsel. Josef kunne ikke gå. Denne gang var det varigt.

En dag kom Josef ud. Han kunne gå igen. Hans læge sagde han var syg. Ikke Traumer. Værre. Hæslige Indsigts Veer, kaldte han det.

Han vidste, hvis skyld det var. Og snart var de samlet til Mors begravelse.

Josef følte at han nu altid ville være i stand til at gå. Så han gik i hundene.

Han døede også med en snor om halsen. 

Dværgenes død for Hud

Engang i østasien var der en vild flok dværge. De boede på et bjerg, i østasien. I østasien har de en lang og traditionsrig kultur for fredning af fælles bjergområder. Dværgene elskede deres bjerg. Og de boede på bjerget. Bjerget hed Hud. Men grundet dværgenes lettere schweiziske dialekt som de havde nedarvet fra de vilde bjergantiloper, talte de på underholdende vis.

CIA havde en teori om at en farlig sygdom ved navn MDS også kendt som ’midlertidigt dværg syndrom’ var ved at sprede sig fra bjerget Hud i østasien. Nogle mente det var konspirationer andre mente at det var et forsøg på at opføre et luksusbordel i østasien. De sendte helikoptere til østasien.

De Østasiatiske Dværge der boede på Hud var arrige. Da helikopterne ankom med deres bomber gik Dværgene amok. For at styrke kamplysten fyldte de deres respektive vomme med klunkemos og lun sødmælk lavet på en opbagning af mel og gnu-tis.

De angreb helikopterne med deres håndudskårne trædildoer, alle med Dalai Lamas autograf på.

Grundet dværgenes schweisiske dialekt lød dværgenes ellers fornutige kampråb lettere perverteret: ''Forhud! Forhud! Forhud!!''