Der var engang en dreng der hed Gunther. Han elskede at spille fodbold, og han troede stærkt på sine medmennesker. Han havde en masse venner, som han synes var rigtig venlige og som han kunne være sig selv omkring. Han elskede også dadler. Han tænkte ikke så meget over tingene, han kunne bare godt lide at løbe rundt på en græsbane med en bold. Han var i det hele taget faktisk bare en glad dreng fra provinsen. En dag ramte han stolpen og fik bolden lige tilbage i hovedet. Av! tænkte Gunther, det gjorde sgu ondt. Han nåede dårlig nok at tænke det inden han besvimede, for knægten skød jo hårdt.
Da han vågnede var han blind. Fy for satan. Han vågnede på et hospital, og han kunne ikke se noget. Lægerne sagde at hans hjerne var blevet skadet, så den kunne ikke opfatte lyssignaler mere. Gunther var trist, han kunne jo for helvede da ikke se. Da Gunther kom ud fra hospitalet gik han en tur. Han kom til at gå ind i en mand fordi han ikke kunne se ham. Manden havde et stort temperament. Han begyndte at råbe af Gunther og slog ham med et hårdt objekt. En stok, tænkte Gunther. Gunther blev ked. Han løb hjem og græd. Den næste dag havde Gunther det lidt bedre. Han tog i skole for første gang efter ulykken. I skolen kunne han ikke se noget på tavlen, så læren måtte forklare ham alt hvad der blev skrevet. De andre børn synes at det var sjovt og så begyndt de at mobbe ham. Gunther blev ked igen og løb ud på toilettet. Der sad han med tårer strømmende ud af hans ellers så følesesløse øjne.
Gunther blev ved med at blive mobbet mere og mere. De andre kunne ikke se at han led, og han havde også selv svært ved at acceptere det. Han fik det rigtig dårligt.
Et år efter havde Gunther mistet sin tro på menneskeligheden. Han lå konstant i sin seng og ville ikke i skole. Gunther havde ikke længere nogle venner. Han var bare en ubrugelig kartoffel, det tænkte han i hvert fald selv. Han havde mistet sit glade syn på livet. Han kunne ikke længere se nogen grund til at være til. Han kunne faktisk slet ikke se noget. Der var ingen der så Gunther mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar