Henriks

I de første år var den ikke noget specielt. Henrik lagde heller ikke mærke til hvorvidt at den var stor eller lille og han tænkte ikke over den. Han var egentligt ligeglad. Men da begyndte at blive ældre begyndte han at værdsætte dens tilstedeværelse. Den var blød og behåret, og rar at nusse. Han var glad for den som den var, og det betød ikke noget for ham hvad andre synes om den. For ham var den noget af det bedste han vidste. Den kunne gøre ham glad, når han var nede, som om den kunne fremmane en slags magi, der kunne ændre hans humør på få minutter. Nogle gange om natten kunne den finde på at stå op, imens han sov, - og så vækkede den ham. Men det var fint nok, Henrik blev ikke sur eller frustreret, han elskede den for højt, og de stunder han havde med den alene var nogle af de bedste. Deres nærvær. Når han rørte ved den, følte han næsten eufori. Han var lykkelig sammen med den. Den fuldendte hans liv.

Men så en dag døde den og pludselig føltes det som om alt blev taget fra Henrik. Hans sidste stund med var  begravelsen. Derefter gik han grædende hjem, tog en spiller og kom ovenpå igen.